Emer på denne side:

Strøby, og Strøby Egede.

Strøby Sogn ligger i den nordvestlige del af Stevns. I Niels Henrich Weinwichs "Beskrivelse over Stevns-Herred" fra 1798, fortæller Weinwich blandt andet følgende om landsbyen Strøby: Og lidt længere fremme tilføjer Weinwich: Dette store område, som Weinwich beskriver som "et stort Overdrev fuldt af Tuer og Krat", blev kort efter århundredeskiftet 1799-1800, opdelt af ejeren Gjorslev Gods, i mange små parceller, og det er dette område, som i vore dage har udviklet sig til den store landsby Strøby Egede.

Solgaarden ved Strøby Egede.

Forfatteren Karen Bramsons og lægen Louis Bramsons nye sommerhus ved Køge Bugt, nord for Strøby Egede. Karen Bramson var blevet så begejstret for området øst for Køge, ved Vallø og Strøby Egede, at hun købte et meget stort areal af Gjorslev Gods, beliggende ud mod Køge Bugt, skråt over for Strandhotellet.
Her byggede Karen Bramson i 1904 denne store Villa, som nogle år efter fik en tilbygning bag ved, et tårn med en stor solterrasse øverst oppe, som i hvert hjørne havde en meterhøj Ørn, som skulle symbolisere hendes dåbsnavn, "Adler".
Det gav i en periode villaen øgenavnet "Ørnegården".

På Vallø Lokalhistoriske Arkiv er der nogle få fotos fra Solgaardens første år.
Køge og Faxe og Store Heddinges fotograf Emil Jansen var på besøg, og tog en række flotte fotos fra Solgaarden.
Begge, både Karen og Louis Bramson, var de optaget af de skrevne ord, digtning og dramatik, så selvfølgelig blev der også indrettet et teater på Solgaarden. Her blev der opført små sketchs, og andre små skuespil, nogle af dem med sange digtet af Louis Bramson, som var god til vers og poesi.
Og ydermere var denne egne scene perfekt til at øve og teste passager i Karen Bramsons egne "store" skuespil, før de havde premiere på den Københavnske scene.

Karen Bramson. Forfatter.

At placere forfatteren Karen Bramson et bestemt sted i litteraturen er lidt svært. At kalde hende en kvindesagsforkæmper vil være forkert. Det er den bedre middelstand og disses sociale og ægteskabelige ligestillings-kampe, med, og især mod, hinanden, om indbyrdes rettigheder og pligter, krydret med dramatik, som i koncentreret form var Karen Bramsons emner i bøger og skuespil.

Karen Bramson blev født i Taarbæk nord for København tirsdag den 10. august 1875.
Forældrene var Julius Frederik Adler og Thea Monies.

Karen Bramsons fader, Julius Frederik Adler, var som ung blevet ansat i den Fonnesbechske tobaks og cigarforretning på Strøget i København, en forretning som Julius Adler selv fik mulighed for at overtage, og som han derefter udvidede med sin egen cigarfabrik, og sin egen import af tobak.

Det blev en særdeles god forretning, og i mange år havde Julius Adler sin butik på et af Københavns fornemste steder, på hjørnet af Gothersgade og Kongens Nytorv.

Julius Adler var tillige også smart, så han fik sat sit salg i system.
Forskellige steder i landet fik udvalgte butikker koncession på at sælge Julius Adlers "Røgtobakker". Endvidere var Adler-produkter pakket ind, med påtrykte oplysninger om navn, mængde og vægt.
I Køge var det den meget aktive og indflydelsesrige køgeborger, og senere etatsråd, købmand Andreas Agerbeck Hasselbalch i Brogade, som i 1881 blev eneforhandler.
Så navnet "Julius Adler" var, via cigarer og tobak, kendt i Køge

Grosserer Julius Adlers hustru Thea Adler døde i april 1889. Og selv døde grosserer Julius Adler af en blodforgiftning, forårsaget af "en tilfældig skramme", 67 år gammel, tirsdag den 2. juni i 1902.
Han efterlod sig to sønner og tre døtre, hvoriblandt Karen var den ene.

Julius Adlers datter Karen blev gift med lægen Louies Bramson første søndag efter påske, den 9. april 1893.
Sammen fik ægteparret sønnen Mogens Louis Bramson som blev født den 28. juni 1895.

Som teenager skrev Karen Bramson nogle små skuespil, som Folketeatret i Nørregade ville betale hende 200 kroner for, men hun betingede sig at være anonym.
Men desværre blev hendes navn afsløret, så hun trak skuespillene tilbage, hun var bange for at det ville blive en skandale, at en kvinde havde skrevet skuespil, og så tilligemed en så ung kvinde.
Men Karen Bramson forsatte med at skrive, så i år 1900 udkom de to små skuespil "Den unge Frue" og "Mands Vilje” som bog.

Og "Den unge Frue" blev opført på Folketeatret i 1907.
Premieren på Karen Bramsons "Den unge Frue" fandt sted om aftenen tirsdag den 9. april 1907, og var en helt speciel begivenhed.
Det var en privatforestilling, som skulle opføres til fordel for "Louiseforeningen", som var en forening der hjalp og støttede enlige kvinder, og som havde kong Frederik den 8.s dronning Louise i spidsen.
Programmet for teateraftenen var, at først skulle "Den unge Frue" opføres, og derefter skulle balletelever danse "De fire Aarstider", og til slut skulle Frøken Antonsens lille enakter "Gamle Jomfruer" opføres.
Der var generalprøve dagen før, mandag den 8. april.

Dagbladet "København" fortæller om morgenen den 9. april 1907, bl.a.: I anmeldelsen dagen efter teateraftenen, skriver "København" om forestillingen, og nævner alle de kongelige gæster.
Men om frøken Bramsons "Den unge Frue" er avisens opfattelse klar og enkel, og skriver: "Stykket er uhyggeligt, usandsynligt og grovkornet".

Men heldigvis var resten af aftenens helhedsindtryk positivt, så dagbladet "København" slutter anmeldelsen med at berette: En sådan anmeldelse ville have fået enhver håbefuld ung kvinde til at opgive skriveriet, men ikke Karen Bramson.

Karen Bramson: "Den Stærkeste". Skuespil i 3 Akter. udgivet af Gyldendal i 1902.

Første akt udspiller sig i hovedpersonen Gerhard Klenows bolig. Han er en filosofisk professor, som har givet husly og beskyttelse til en ung kvinde, Agnete, hvis onde og strenge fader har udnyttet hende, og det er hun meget taknemmelig over.
Men det har ikke gjort hende forelsket i Klenow, men har derimod kastet sit blik på Klenows gode ven, billedhuggeren Erik Wedel.
Det ender med at gøre Klenow vred, for Klenow havde egne planer, så han truer Agnete med at sende hende tilbage til hendes onde fader, hvis hun ikke gifter sig med Klenow selv. Og parret bliver gift.

Andet akt foregår på et hotel i udlandet.
Billedhugger Wedel besøger det ferierende ægtepar på hotellet, hvor det kommer til et voldsomt opgør, hvor Klenow truer med at begå selvmord, hvis Agnete forlader ham med den unge billedhugger.

Tredie akt foregår igen hjemme hos Klenow.
Klenowparret hjemme igen, men billedhugger Erik Wedel har ikke opgivet sine forsøg på få Agnete til at følge sig, og efter endnu et opgør finder Klenow en revolver frem, og truer igen med selvmord, nen Agnete får listet våbnet ud af Klenows hånd - og skyder derpå sig selv.

Karen Bramson: "Doktor Morel" på dansk blev udgivet på Schuboes forlag i København i 1906, og er på 224 sider.
En engelsk version med titlen "The Case Of Dr. Morel" udkom på A. M. Philpots forlag i 1926. Og endnu en engelsk version udkom i 1927, og ligger på Archive.org.

Romanen "Dr. Morel" er en psykologisk krimi. Lægen Leon Morel gør sig velhavende ved at behandle neurotiske kvinder, som også er hans kærester.
Doktor Morel har også en gratis klinik hvor fortvivlede fattige unge kvinder, bliver hjulpet af Morel, idet han befrier dem for deres tunge byrde, ved at han giver dem en gift som tager livet af dem.
Morel bliver dybt forelsket i en ung uskyldig Lucienne d'Aubray, som mener at se noget godt i Morel. Men Morel forsætter sine tidligere sidespring, hvilket gør Lucienne, og også ham selv fortvivlet.
Så Morel erkender at der kun en eneste udvej til at stoppe begges fortvivlelse på, og det er ved også at slå Lucienne ihjel, efter devisen: "Ude af øje er ude af sind".

Karen Bramson og Gustav Wieds "Ærtehalm". Komedie i 3 akter, udgivet af "Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag" i 1909.

Karen Bramson og Gustav Wieds skuespil "Ærtehalm" havde premiere på Dagmarteatret søndag aften den 12. december 1909.
Gustav Wied blev medforfatter til skuespillet, ikke fordi Wied og Bramson kendte hinanden, men "samarbejdet" opstod fordi Bramson havde indleveret et seriøst skuespil til Dagmarteatret i København, om de velbjergede rige, kontra den arbejdende klasse.
Dagmarteatrets direktør, Walter Christmas, mente at stykket var for alvorligt og trist, og ville derfor ikke opføre det, fordi det formentlig ikke ville lokke publikum til teatret.
Men så fik Christmas den ide, at beholde skuespillet, men få Gustav Wied til at skifte Bramsons tørre dialoger ud med nogle humoristiske og satiriske sætninger.
Den københavnske avis "Dagens Nyheder" skriver i sin anmeldelse dagen efter premieren, mandag den 13. december 1909, bl.a.: Gustav Wied havde skrevet sine satiriske sætninger således at personen, "Statsmanden" som spilledes af Henrik Malberg i skuespillet, var en parodi på politikeren I. C. Christensen.
Og i årene omkring 1909-1910 var I. C. Christensen et meget ømtåleligt og "varmt" emne, fordi han var blandet dybt ind i Alberti-skandalen.
Så skuespillets parodi var særdeles vovet, ja kunne måske ligefrem være skadelig, så teaterdirektør Walter Christmas måtte efterfølgende i små avisnotitser kraftigt benægte, at "Statsmanden" i skuespillet skulle være en karikatur over I. C. Christensen.

"Kongemagt", skuespil i 4 akter blev udgivet som bog på 194 sider, på "Gyldendal og Nordisk Forlag" i 1911.

"Kongemagt" havde premiere søndag den 12. februar 1911, klokken 19:30 på Det kongelige Teater. Og varede til klokken ca. 23:00.
På grund af emnet havde Det Kongelige Teater henvendt sig til både Kultusminister Jacob Appel, samt til Kongen, Frederik den 8., for at sikere sig at ingen modsatte sig at skuespillet blev opført på Det kongelige Teater.
Alene dette, var en interessant foromtale, og da det ydermere var rygtedes at damerne i skuespillet bar særdeles fine og dyre kostumer, som "Magasin du Nord" havde designet og leveret.
så var der "fuldt hus", og tændte røde lygter, på Det Kongelige Teater ved premieren. Skuespillets handling foregår i hovedstaden i et europæisk kongedømme "i nutiden"
I skuespillet er den fiktive "Kong Johan" hovedpersonen, som er en svag og handlingslammet regent, som er "oppe" imod tre stærke politikere, en fra højrefløjen og en fra midten, og en fra venstrefløjen.
Og midt i disse politiske uløselige konflikter "flagrer" en kvinde, en hertuginde fra Toscana. Så skuespillet handler om, både politik og kærlighed.
Og "Kongemagts" afslutning er meget dramatisk, for under en demonstration vil "Kong Johan" holde en tale foran folket, men et vådeskud rammer ham, og han dør i hertuginden fra Toscanas arme.

Hovedpersonenerne ved premieren på "Kongemagt" var:
Dagbladet "København" fortalte lidt om "Damernes Paaklædning" i skuespillet, i en artikel i avisen samme dag som premieren.
F.eks. fortæller avisen at "Maria, Hertuginden af Toscana" i dramaet, blev spillet af Augusta Blad, og at hendes kostumer var: Der var stort bifald i Teatret efter tæppet var gået ned, så Karen Bramson måtte op på scenen for at takke for den store hyldest.
Men "Kongemagt" blev ikke den store succes, og opnåede i alt kun 14 opførelser.

Arbejderavisen "Socialdemokraten" skrev i sin anmeldelse dagen efter premieren b.a.: Et delvist intellektuelt politisk skuespil, var jo et emne som handlede om Karen Bramsons egne bekendtskaber og omgangskredse.

Og at det var direktør for Det Kongelige Teater Karl Mantzius som vovede at opføre skuespillet, og med sig selv i hovedrollen, er en smule uforståeligt, for det var jo også hovedsagelig disse "bedre kredse" som var Det Kongelige Teaters publikum, så lysten til at gå ind og overvære et drama der blotlagde svaghederne i sit eget miljø, lagde naturligvis en dæmper på interessen.

Et skuespil af Karen Bramson, "De evige Fjender", havde haft over 100 Opførelser i London under Titlen "Tiger Cats".
"De evige Fjender", blev opført på Det Kongelige Teater i efteråret 1923, med Poul Reumert i Hovedrollen som "Professor Chaumont".
Efter Premieren på "De evige Fjender" opsøgte en af journalisterne fra dagbladet "Klokken 5" fru Bramson på Paladshotellet hvor hun bor i dagene omkring premieren.
Efter interviewet siges der tak og farvel til fru Bramson, og journalisten fortæller:
Dagbladet "Riget" fortæller lørdag den 10. august 1912, at forfatteren Fru Karen Bramson fylder 37 år.

Naar Damer fører Krig. Karin Miehaélis havde allerede fra begyndelsen af 1. Verdenskrig taget Tyskland parti, hvilket hun også gav udtryk for i artikler i de tyske aviser. Og det var hun ikke ene om, for selv om Danmark foregav at være neutral, så var landet det ikke.
Det fik Karen Bramson til at reagere med en artikel i "Politiken", hvori hun bl.a. skriver: Karin Miehaélis svarer meget hånligt igen, at hun har den dybeste Medlidenhed med Fru Karen Bramson, hvis Bøger jo desværre hverken bliver solgt herhjemme eller i udlandet, og at hun slet ikke er blevet vred på sin forhenværende veninde Karen Bramson, men at hun "undres - undres . . ."

Men Karen Bramson lod sig ikke overtale, eller lokkes til at bakke op om, og hylde, al det tyske. I stedet besluttede hun Helt og aldeldes at forlade Danmark og flytte til Paris. På vejen sydpå var hun en kort periode på besøg i Rusland, hvor hendes ene søster var russisk gift, og boede "derovre".

Og Karin Miehaélis forsatte med at støtte op om det danske og det tyske, og havde meget stor succes med det.

Helt op i nutiden huskes Karin Miehaélis for sine børnebøger om "Bibi", hvortil Hedvig Colin havde bidraget med nogle henrivende tegninger.

Her er et begyndende udpluk af de mange, som var Karen Bramsons gæster på Solgaarden.

Kronprinsen, den senere kong Frederik 8. aftjente en del af sin militærtjeneste på Stevns. Han deltog anonymt i tjenesten, men lokalt vidste man naturligvis godt hvem personen var.
Så derfor dukker små bemærkninger om ham op, som værende gæst på Solgaarden, og i øvrigt også i forbindelse med fester på Strandhotellet på den modsatte side af vejen.
Men beviser er der ikke fundet nogle af.

Vel nok en af datidens mest berømte europæiske "femme fatales", den spanske "prinsesse" Eulalia, som også havde brudt med sin familie, og som kendte Karen Bramson fra Paris, hvor hun havde set "Kongemagt". Hun havde derfor besluttet at besøge Karen Bramson på Solgården ved Køge.
Eulalia, var blevet "berømt", og berygtet, fordi hun havde skrevet, og var også påbegyndt udgivelse af intimiderende, politiske og for åbenhjertige bøger om de højeste kredse i samfundet, hvilket vakte stor opmærksomhed, og som var blev stoppet og konfiskeret af den spanske kong Alfonso.
Eulalia havde også kortvarigt været "verdensstjernen" ved Verdensudstillingen i Chicago i 1893, som hun forlod uventet efter kun en uge. En stor skandale.

Infantinde Eulalia (1864-1958), hertuginden af Galliera, var kong Alfonso den 12. yngste søster, og det sidste overlevende barn efter dronning Isabella den 2. af Spanien og kong Francisco.
Galliera ligger ca. 30 kilometer nord for Bologne.

Projekt Gutenberg har lagt to af Eulalia's bøger på Nettet til fri download.

Østsjællands Folkeblad den 15. august 1914, har en lille notits i avisen, som fortæller at Baron von Knorring, som i nogen tid har været gæst på Solgaarden er rejst hjem til Finland.
Finnen Karl von Knorring, eller blandt venner blot Kalle Knorring, havde i en del år været leder af "Muntra Musikanter", som også blot blev kaldt "M. og M's". Det var en meget populær sanggruppe og dirigenten, von Knorring selv, havde en flot tenorstemme. Dette oprindelige finske sangkor turnerede rundt i hele Skandinavien, og at von Knorring selv, efter en vådeskudsulykke, kun havde eet ben, gjorde ikke populariteten mindre.

Knorring var født den 23. november 1861 i Tavastehus i det sydlige Finland, omkring 100 kilometer nord for Helsingfors.
Han var leder for den finske Järnvägsstyrelse, og i perioder leder af Akademiska sångföreningen i Helsingfors.
Og var i nogle år også formand for ledelsen i "Svenska Teatern" i Helsingfors.
Karl von Knorring døde 70 år gammel og ugift, af en lungebetændelse den 6. december 1931 i København.

Billedhuggerinden Elna Borch var en nær veninde til Karen Bramson, og var derfor ofte boende gæst på Solgaarden, men var også af og til registreret som indlogeret på "Strandhotellet", på den modsatte side af vejen.
I Østsjællands Folkeblad onsdag den 31. maj 1911, fortæller avisen at: Karen Bramsons venskab med Elna Borch, gjorde at billedhuggeren blev introduceret her på Køge-egnen, og at der i 1910 blev etableret aftale om en kunstnerisk opgave til et gravsted på Ny St. Nikolai Kirkegård i Køge.

Læs lidt om Elna Borch her...

Karen Bramsons endegyldige farvel til Danmark, skyldtes delvist Danmarks positive politik og holdning til Tyskland, og alt det tyske. De tyske bombardementer af Paris i august 1914, havde fremmet Karen Bramsons endelige beslutning om at forlade Danmark.
Karen Bramson efterlod sin ægtemand i København, og i Paris blev hun boede resten af sit liv, og der skrev hun mange franske romaner og skuespil.

Det franske ugeblad "Excelsior" havde fredag den 21. juli 1916. en stor artikel om Karen Bramson.
I ugebladet "Excelsior" gav forfatterinden og skribenten Hélène Du Taillis (1873-1961) et lille portræt af Karen Bramson, hvori Hélène Du Taillis bl.a. fortæller, at: I Frankrig blev Karen Bramson international berømt, og hun åbnede sine døre, og omtaltes som en strålende værtinde for internationale kunstnere og diplomater og skuespillere.

For sit engagement, og indsats og hjælp under første Verdenskrig, blev hun hædret af den franske stat i 1917.

I Paris udfoldede Karen Bramson sig på Verdensplan.
0g Karen Bramson mange bidrag til den franske litteratur bevirkede at hun blev udnævnt til officer i "Légion d’honneur" i 1934.
Og ligeledes samme år, i 1934, modtog Karen Bramson Tagea Brandt Rejselegat.

Karen Bramson fortsatte med at skrive meget i Paris.
Her er nogle ganske få titler:
Helt gemt og glemt, efter at have forladt Danmark, forblev hr. og fru Bramson ikke.

I forsommeren 1920 dukkede deres navne op igen i alle landets aviser.
Ægteparret havde begge stillet sikkerhed for et lån som deres gode ven lægen John de Christmas havde fået i Kjøge Landbobank.
John de Christmas havde 8 år tidligere, i 1912, lånt 20.000 kroner i kjøge Landbobank. Det svarer i nutidige penge ifølge OldMoney til knapt Halvanden millioner kroner. Som sikkerhed havde banken fået aktier for 50,000 francs i "Ratin-Firmaets" franske afdeling.
Men da Kjøge Landbobank havde det økonomisk dårligt i årene efter 1. Verdenskrig, fordi banken havde lånt langt flere penge ud end den havde økonomisk dækning for, så begyndte banken med alle midler at kradse sine gamle tilgodehavender ind.

John de Christmas var en god ven og bekendt af Bramson-ægteparret.
Og John de Christmas var, ligesom Louis Bramson også uddannet læge, og var efter lægeuddannelsen blevet forsker ved det allerede dengang berømte "Pasteur Institut" i Paris, og havde sideløbende med forskningen også sin egen privatklinik i Paris.
John de Christmas var broder til forfatteren og teaterdirektøren Walter Christmas, var også iblandt Bramsons venskabskreds. Det var broderen Walter som opførte Karen Bramson og Gustav Wieds skuespil "Ærtehalm" på Dagmarteatret i København.

Bag rottegiften "Ratin" var det danske Sophus Berendsen firma, som fra begyndelsen af århundredet havde introducret rottegiften "Ratin" i England og Skandinavien, herfra videre til resten af Europa.

Men i Frankrig gik det ikke så godt, så de franske Ratin-aktier mistede deres værdi.
Så da Kjøge Landbobank opdagede at Ratin-aktierne, var blevet værdiløse, og dermed ikke længere var nogen sikkerhed for John de Christmas store lån, så forlangte banken tilbagebetaling.
Og det påbegyndte John de Christmas også, men han nåede kun at betale eet eneste afdrag, før han pludselig døde, kun 56 år gammel.
Men Kjøge Landbobank havde jo heldigvis sikret sig med de to kautionister hr. og fru Bramson, men ægteparret nægtede at dække tabet.
Så sagen gik sin gang gennem retssystemet, og så midt på sommeren 1920, afsagde Østre Landsret, hvor sagen var havnet, endelig sin dom, som lød på at Ægteparret Bramson skulle have udleveret de værdiløse aktier, samt betale restbeløbet på 19.264,- kroner, samt ekstra 500 kroner i retsomkostninger.

Trods Køge Landbobanks energiske anstrengelser for at kræve gamle tidligere tilgodehavender ind, så overlevede banken ikke krisen. For allerede et halvt år inden Østre Landsrets dom over hr. og fru Bramson, havde Køge Landbobank på et indkaldt aktionærmøde den 21. januar 1924, med et meget stort flertal besluttet at banken skulle træde i likvidation.
Dansk Afvulkaniseringsfabrik A/S, den senere gummifabrik Codan, havde været den medvirkende årsag til
Landbobankens problemer, og var blandt dem som havde lånt for mange penge i Landbobanken. Men det var langt fra de eneste som Banken havde været for "flinke imod".
Da Landbobanken trådte i likvidation, kunne man læse i en notits Østsjællands Folkeblad den 6. november 1925, at efter opgørelsen så kunne alle de tidligere indlånere i banken kun få udbetalt 17½ procent af deres oprindelige indestående.
Mere konkret betød det: at for hver 100 kroner man havde stående i banken, kunne man få 17 kroner og 50 øre tilbage.

Karen Bramsons største franske teatersucces var "Le professeur Klenow", som blev opført på " Theatre le l'Odeon" i 1923, med den danske skuespiller Poul Reumert i hovedrollen.
Efter at have bosat sig i Paris skrev Karen Bramson kun på fransk.
Så "Le professeur Klenow" var en omarbejdet fransk udgave af det danske skuespil "Den Stærkeste", som er nævnt lidt højere oppe her i teksten.

Poul Reumerts gæstespil i Paris, har gjort et stort indtryk på den dengang 39-årige skuespiller, for i sin erindringsbog "Masker og Mennesker" bruger han et helt kapitel på at fortælle om skuespillets opførelse i Paris.
En morgen i 1922 da han mødte på teatret på Kongens Nytorv, fik Reumert at vide, at der sad en sort dame med den franske æreslegions røde bånd på kjolen, og ventede på ham. Det var Karen Bramson, og hun fortalte ham, at hun havde bestemt at han skulle spille hovedrollen i et skuespil hun havde skrevet, og som skulle sættes op på l'Odéon i Paris.
Reumert var målløs, men i de næste mange måneder øvede Reumert sig på det franske sprog, samt indstuderede stykket.

Så i slutningen af marts 1923 rejst Reumert til Paris.
Og i toget "derned" mødte Reumert Karen Bramsons ægtemand Louis Bramson, som også skulle til Paris, for at besøge sin hustru.

Kun et par måneder efter premieren, den 9. juni 1923, udgav det franske tidsskrift "La Petite Illustration" hele skuespillets tekst, ledsaget med fotos fra opførelsen med Poul Reumert, samt en del franske anmeldelser.

Reumert skulle bo fint i Paris, Karen Bramson havde forudbestilt værelser til ham på øverste etage på Hotel Mercedes, hvor hun på samme hotel også selv havde indlogeret sig et par etager under Reumert. Fransk gæstespil på Det Kongelige Teater i dagene fra den 4. til den 9. oktober 1923, hvor Poul Reumert igen spillede hovedrollen i skuespillet. Gæstespillet på Det kongelige Teater opførte første aften Henri Clerc's: "L'Autoritaire", og dagen efter Henri-René Lenormand's "Le Simoun".

Den 7. og 8. oktober var det så Karen Bramson "Le Professeur Klenow" hvor Poul Reumert igen spillede hovedrollen. De danske aviser havde ikke så mange positive ord at i anmeldelserne.
Og den sidste forestilling var en gentagelse af Henri Clerc's: "L'Autoritaire Fransk gæstespil på Det Kongelige Teater i dagene fra den 5. til den 9. oktober 1923.

Efter disse gensidige franske gæstespil, var det lykkedes provinsteaterdirektør Thorvald Larsen, at få rettighederne til at turnere rundt i Danmark med Karen Bramsons "Professor Klenow".
Og med Egill Rostrup i hovedrollen, og med balletdanserinden Margrethe Brock-Nielsen, der debuterede som skuespiller i stykket.

Premieren Fandt sted i Hjørring den søndag den 4. november 1923.
Samme avis, Vendsyssel Tidende, skriver dagen efter premieren i anmeldelsen bl.a. Efter premieren i Hjørring fortsatte Thorvald Larsen med sin teatertrup videre rundt i hele landet, men tilsyneladende gæstede Thorvald Larsen ikke Køge Teater med "Professor Klenow".
Thorvald Larsen var begyndt som omrejsende provinsteaterdirektør i efteråret 1921. Og sammen med nogle af landets bedste skuespillere, også kongelige skuespillere, turnerede han rundt i provinsens byer de efterfølgende 7 år.

Her bliver kun nævnt nogle få.

“Tiger Cats” på "Garrick Theatre" i New York i juni 1924. Det var skuespillet "De evige Fjender" som var omredigeret og oversat til engelsk
Også i 1924 blev "Tiger Cats" opført på "The Royal Strand Theatre" i London, hvor det blev en meget stor succes med 116 opførelser.

"The Strong", skuespillet "Den Stærkeste", blev sat op på "Forty-Ninth Street Theatre" i New York i 1924.

“The Godless” blev opført på Wyndhams Theatre i London i december i 1925.
Det var et nyt skuespil som handlede om "en fanatisk kommunist og ateist med navnet Edmond Vernier, som giftede sig med en tredive år yngre Irene. De får en dreng, som bliver døbt Robert. Denne familie er så grundlaget for de efterfølgende kampe i dramaet. Teatret eksisterer stadig.

I 1926 blev skuespillet “Medusa” opført på "The Folkestone Theatre" i Kent, øst for London.
"Medusa" var en dramatisering af Karen Bramsons novelle "Mennesker af vor Tid" fra 1916.

Samme år, også i 1926, blev "Medusa", under titlen den ændrede titel "The Enchantress", opført på "The Garrick Theatre" i London i april 1926.

"The Man they Buried" med undertitlen "A Comedy of Fear in Eight Scenes", blev opført på "The Ambassadors Theatre" i juni 1928.

“The Tower of Babel”, blev opført af "Venturers Society" i London July 1929.
Det var et af skuespillene i det 4-binds-værk med titlen "Théâtre", som Karen Bramson fik udgivet i årene 1929 og 1930, og som var en samlet udgivelse af i alt 12 af Bramsons franske skuespil, og hvor "La tour de Babel" var et af disse skuespil i det første bind.

Herunder nævnes kun nogle ganske få personer, så denne rubrik skal opdateres.

John de Christmas er nævnt overfor, i forbindelsen med det store lån til Kjøge Landbobank. Da John de Christmas boede og arbejdede i Paris, var han med i den nære vennekreds. Der er også bevaret lidt fra en brevvekslingen mellem Karen Bramson og John de Christmas.

Navnet på diplomaten og forfatteren Saint-John Perse dukker også af og til op,
Han modtog langt senere, i 1960, Nobelprisen med begrundelsen:
"Den flagrende flugt og det stemningsfulde billedsprog i hans poesi, som på en visionær måde afspejler vor tids vilkår".
Der kan læses mere på Orchive.org.
Flere af Saint-John Perse's digte er oversat og udgivet på dansk.

Diplomaten Philippe Berthelot (1866-1934), og hans hustru Hélène Berthelot.
Især Hélène Berthelot er interessant i denne forbindelse, for hun var en af de dengang moderne og selvstændige kvinder, som i sine unge dage havde vovet at trodse det vedtagne, idet hun før ægteskabet med Philippe Berthelot, hun hed da Hélène Linder (1867–1955), havde været model for den franske maler Armand Point.

Louis Barthou (1862-1934) var en fransk politiker, som også var forfatter.
Barthou skrev blandt andet biograier, f.eks. om "Danton" og "Mirabeau".
Louis Barthou var på flere måder bemærkelsesværdig, han var i 1913 premierminister et halvt år i 1913, hvor han blandt andet nåede at indføre 3 års soldatertjeneste, og også fik vedtaget en lov om børnepenge til de fattigste familier.
Senere blev Louis Barthou også Frankrigs udenrigsminister.
Så i 1934 var det Barthou, der som minister skulle tage imod et gæstebesøg af den Jugoslaviske konge Alexander den Første i Marseille.
Da bilkortegen med kongen og ministeren og alle de ledsagende langsomt defilerede i Marseille gader, sprang en ung mand op på trinnet på kong Alexanders bil med en buket blomster.
I blomsterne var skjult en pistol, som den unge mand skød kongen med.
I den efterfølgende skudveksling blev Louis Barthou såret og døde kort efter.

Trods Karen Bramsons mange rejser og aktiviteter i årene i Paris, og selv om hun var et meget privat menneske, og dukker der i søgninger personlige detaljer op om hende.
Det fortælles at hun i sine sidste år var optaget af spiritismen, som i begyndelsen af 1900-tallet havde mange prominente følgere, også her i landet.

Karen Bramson døde på et hotel i Paris i 1936, kun 60 år gammel, og hun blev begravet på Cimetière du Père Lachaise i Paris.

Ægtemanden Louis Bramson.

Louis Bramson blev født i Pilestræde 18, mandag den 14. oktober 1861, i Helligånds sogn i København
Faderen var grosserer Levin Bramson Mentheim (1831-1888), og moderen var født Hanne Heymann (1839-1931). Faderen, som oprindelig var fra Tyskland, var en meget agtet og velhavende grosserer, og som var en af direktørerne i "De forenede Oplagspladser og Værfter", og som også var med i bestyrelsen for aktieselskabet "Marienlyst", var efter nogen tids sygdom død i 1888, kun et par og halvtreds år gammel.

I "Den danske lægestand" fra 1891, bind 2 side 41, fortælles der ganske lidt om Louis Bramsons første år som læge.
Han var efter uddannelsen en kort periode ansat ved Københavns Amts Sygehus på Nyelandsvej på Frederiksberg, og derefter ved Kommunehospitalet på Øster Farimagsgade i København, afbrudt af en periode på Dronning Louises Børnehospital som også lå i Øster Farimagsgade.
Og han var herefter læge med egen praksis.

Louis Bramson blev gift med Karen Adler den 9. april 1893 i København.

Som jøde blev enkemanden Louis Bramson arresteret i Danmark af tyskerne i 1943, og sendt til koncentrationslejrnen Theresienstadt.
Var i KZ Theresienstadt-lejren i årene 1943 til 1945.
Louis Bramson var derefter blandt de lidt over 400 danske jøder som blev hentet hjem af Røde Kors i "de hvide busser" den 15. april 1945.

Louis Bramson døde den 29. juli 1952, og blev begravet den 19. august 1952 på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København

Louis Bramson har opfundet forskellige, kirurgiske Instrumenter bl.a. en „Urinsegregator" og en "Phimosistang". Samt en „Saarspænder", som blev forevist paa den 13. "Congrès international de médecine" i Paris i år 1900, som blev afholdt samtidig med Verdensudstillingen.

Når man søger efter Louis Bramsons forfatterskab, så er noget af det første der dukker op, et lille skuespil med titlen "Revanche", som har undertitlen "Dramatisk Situation".
Det er en lille "bagatel" på 40 sider, i en akt, med kun to personer: en mand og en kvinde, og scenen er et herregårdsværelse. De to personer, "Helga" og Wern, kommer ind på scenen ude fra solskinnet i haven, med croquetkøller i hænderne.
Parret udveksler nogle ord, hvorefter "Helga" smilende spørger "Wern": Allerede her afsløres skuespillets intentioner: at skildre to ligestillede pesoner, hvor kvinden ikke står i baggrunden.
At en kvinde dengang spillede kroquet kunne være acceptabelt, men at en kvinde kan spille billard, en mandesport, og direkte opfordrer til det, var uhørt.
Også at "Helga" kort efter siger "Ja Tak" til en cigaret, var heller ikke passende. Handlingen fortsætter sådan, og udstiller de to ligestillede personers uenigheder og småskænderier, og ender ikke med en "pegefinger" til kvinden, men sluttet nærmest uafgjort.

Nu står der Louis Bramson på titelbladet, og det afslører dermed at han havde meget tilfælles med sin kommende hustru, Karen: At ingen af kønnene var den anden underlegen.

Her og der dukker der lejlighedsdigte op, som Louis Bramson har skrevet. Enten til personers private festlige lejligheder, eller i forbindelse med begivenheder.

Her til venstre er et udklip af sidste vers, fra en ud af fire lejlighedssange, som ligger på Archive.org.

"Puissance de Reine" var et lille teaterstykke som blev opført på Solgaardens eget lille teater den 10. august i 1912, og som var skrevet af Louis Bramson.
Sangene derfra er bevaret på Vallø Lokalhistoriske arkiv.

Six Actes par Louis Bramson 10 august 1912. "Puissance de Reine som lidt frit kan oversættet til "Kanemagt", som er en satirisk afledning af hustruen Karen Bramsons skuespil "Kongemagt". Men ikke nok med det, så var "Kane" Karen Bramsons kælenavn i den nære omgangskreds.

Kane var/er jo oftest er drengenavn, og som er tillagt mange symbolske mandhaftige modige og/eller stærke betydninger. I bibelen var det Kain der slog den svagere Abel ihjel, og trods misgerningen, delvis slap for straf, og efterfølgende havde styrke nok til at grundlægge sin egen ny by.

En af Louis Bramsons sange i "Puissance de Reine" skal synges på melodien "Jens Vejmand", og i sangen har Louis Bramson flettet titlen på sin hustrus populæreste skuespil ind i sangteksten: Efter sangeren har sunget disse 3 vers, så synges sidste vers tilsammen med hele sangkoret: Mogens i første vers, "der sov for lidt", er sønnen, for ved siden af alt skriveriet, så var Karen Bramson også moder.

Læs ganske lidt om Mogens Bramson længere nede.

Da den berømte årgang af studenter fra 1878, fejrede 40 års jubilæum lørdag den 23. november 1918 på "Skydebanen" på Vesterbro i København, havde Louis Bramson skevet teksten til en kantate som blev opført ved lejligheden.
Bramson var selv student fra Mariboes Latin og Realskole. Bramsons tekst til kantaten beskriver perfekt stemningen i netop disse dage. To uger tidligere, den 11. november, havde Verdenskrigens parter endelig indgået en våbenhvile, og alle håbede, og bad til, at det ville resultere i en endelig fredsaftale, hvor "de længselsfuldt ventede Fredsklokker kunne klimte".
Dette vers i kantaten synges med Lange-Müllers melodi "Vi elsker vort Land":
Den sønderjyske soldaterkirkegård i Braine i Frankrig blev indviet den 15. juni 1924.
Danmark havde jo mistet Sønderjylland i 1864, så alle de tidligere sønderjyder blev jo indkaldt til tysk militærtjeneste i 1. Verdenskrig. Og det var mange, der er nævnt tal mellem 25.000 og 35.000 tusinde.
Omkring 5000 af disse blev slået ihjel i kamphandlingerne, og begravet forskellige steder rundt omkring.

I 1924 tilbød Frankrig et område til en egen dansk soldaterkirkegård i nærheden af Reims i Nordfrankrig.
Ved indvielsen af kirkegården i Braine, hvor den var nabo til en fransk soldaterkirkegård, havde man samlet og genbegravet 50 faldne.
Siden da er der kommet flere til.

Til indvielsen af Den Sønderjyske Kirkegaard i Braine havde Louis Bramsons skrevet en sang, på fransk og som skulle synges på J. P. E. Hartmanns melodi til H. P. Holsts "Slumrer sødt i Slesvigs jord" fra 1850.

Men der "gik politik i begivenheden".
Thisted Amtsavis trykte onsdag den 18. juni, og den 24. juni to artikler, "rejsebreve", skrevet af redaktør Adolph Bernhard Svensson fra Haderslev Stiftstidende, hvor A. Svensson, i de sidste rejsebreve tirsdag den 24. juni, fortæller om indvielsen af soldaterkirken i Braine.
Redaktør A. Svensson fortæller at indvielsen af den nye soldaterkirkegård sluttede med at pastor Troensegaard-Hansen fra Graasten-Adsbøl sogn lyste velsignelse over den tilstedeværende forsamling, som afuttede med at synge Grundtvigs "Alt staar i Guds Faderhaand".
Redaktør A. Svensson slutter med at fortælle, at Louis Bramsons sang "Slumrer sødt i Frankrigs Jord", var blevet afvist "fra dansk Side", og A. Svensson afslutter undrende sit referat fra indvielsen med: "Den sønderjyske soldaterkirkegård" blev, efter en stor restaurering her i nutiden, genåbnet den 15. juni 2013,

Sønnen Mogens Louis Bramson.

Sønnen Mogens Louis Bramson var født den 28. juni 1895 i Skindergade 23, i det indre København, hvor forældrene Karen og Louis Bramson, dengang boede i enkefru Schilders ejendom, på 1. sal over skrædderforretningen, i forhuset ud mod gaden.
Mogens Bramson havde fået sin ingeniøruddannelse ved London University i England, og han blev gift med Lilly Augusta Meyer i England i sommeren 1917.
Og ti år senere senere gift igen i London med Eileen Gilbert Smith, først på året i 1927

Mogens Bramsom række af tekniske opfindelser begyndte for alvor i 1936, da han var med på Frank Whittles team som udviklede den første brugbare engelske jetmotor.

Mogens Bramson kom videre til USA under 2. Verdenskrig, i 1943, i forbindelse med "Lend-Lease programmet".

Mogens Bramson var en af William S. Branckers "Sky Writers", som med røg efter deres fly, "skrev ord på himlen".
William S. Brancker (1877-1930) var en tidligere pilot og officer i Royal Air Force, som i 1922 var blevet udnævnt til direktør for den civile engelske luftfart, hvor han arbejdede ihærdigt for at fremme interessen for emnet "flyvning" blandt myndigheder og flyveklubber.
I 1923 besøgte William S. Brancker og hans fly og piloter de skandinaviske lande, herunder Danmark, og "optrådte" med kunstflyvninger.
Mogens Bramson var en af Branckers deltagende piloter.

I forbindelse med besøget i de nordiske lande, og "Göteborgsutställningen 1923", deltog Brancker og hans piloter også i ILUG, "Internationella Luftfarts Utställningen i Göteborg", hvor hele emnet var flyvning.

Efter opvisningen havde København havde været stoppested for Branckers fly på vejen fra Göteborg, hvor Branckers eget fly var landet på flyvepladsen på Kløvervarksvej på Amager. Og en time og 25 minutter efter Brancker, så landede endnu et fly på "Kløvermarken", og det var Mogens Bramson i sin "dobbeltdækker".

En af de helbredsmæssige opfindelser som Mogens Bramson medvirkede til, og er blevet berømmet for, var en hjerte-lunge-maskine, som blev introduceret i 1971, og som i årene siden har været medvirkende til at reddede mange menneskeliv.

Mogens Bramsons amerikanske stillingsbetegnelse var i de senere år "Aeronautical engineer", hvilket omfattede design og konstruktion af flyvemaskiner m.m.

Bramson efterlod sig børn fra begge ægteskaber, hvoriblandt datteren Esther Bramson fra det første ægteskab, allerede døde af tuberkulose som 10-årig i 1929 i Hellerup.

Mogens Louis Bramson døde 85 år gammel, den 26. februar 1981 i San Francisco i Californien.

Karen Bramson sælger "Solgården" til skibsreder Marius Nielsen.

bygget et søjletempel, der blev kaldt Prins Paris Tempel, og der blev opført et atelier til hans svigersøn maleren Vilhelm Lundstrøm.

Tre år efter Karen Bramson var flyttet til Paris, købte skibsreder Marius Nielsen Solgaarden i 1917.

Skibsrederfamilien ejede Solgården indtil 1946 hvor den blev solgt til Københavns Kommune. Alt inventaret blev solgt på en stor auktion og huset blev ombygget til tuberkulose- behandlingshjem for kvinder. Samtidig blev der i parkens nordvestlige hjørne opført en 44 meter lang pavillon hvor tuberkulosepatienterne kunne ligge i frisk luft.

Sidst i 1970’erne blev køkkenet erklæret uegnet af sundhedsmyndighederne og patienterne blev overført til Sankt Hans Hospital samt Avnstrup Behandlingshjem. Bygningerne stod uberørte indtil 1985 hvor Røde Kors anvendte dem som center for flygtninge fra Iran, Irak og Polen.

I 1986 købte Vallø Kommune Solgården og parken. Alle større bygninger blev revet ned og en del af det sydlige areal blev solgt til boligformål.

I 1992 blev foreslået planer for et arbejdsløshedsprojekt i området.

"Gefion, der med sine Øksne pløjer Sjælland ud af Sverige".

Dette springvand var oprindelig et projekt som Frederiksberg Kommunalbestyrelse havde præmieret i 1890, og en af planerne var, at "Gefion" skulle opstilles foran Glyptoteket.
Men Københavns bystyre ændrede placeringen, til det sted hvor "Gefion" stadig står i vore dage.

Billedhugger Anders Bundgaards inspiration til statuen var det gamle skjaldedigt "Ragnarsdrápa", hvor det ene afsnit fortæller om "Gefjon", som pløjer Sjælland fri fra Sverige.
I Heimskringla er det gamle skjaldedigt "Ragnarsdrápa" gengivet, og hvor der ligeledes er en oversættelse til nutidssprog: Som atelier til dette monumentale værk, havde Anders Bundgaard lånt nogle store lokaler i "Kryolitselskabet Øresunds" fabriksbygninger, som lå helt for enden af Gammel Kalkbrænderivej på Østerbro, lige overfor den nuværende Nordhavn-S-togstation.
Der skabte billedhuggeren gipsmodellen af denne store Gefion-gruppe.

Fire år før den endelige indvielse, blev der foranstaltet en prøveopstilling på Langelinje i 1905. Hele kunstværket blev i dele fragtet fra Gammel Kalkbrænderivej og ud på Langelinje. Her blev figurerne samlet, og teatermaler Carl Lund var blevet tilkaldt, for at han med brædder og pap kunne skabe nogle kulisser der kunne ligne de endelige kummer, som springvandet skulle stå i, og hele den hvide gipsstatue blev også malet i en metalfarve.
Nu kunne alle involverede personer så danne sig et indtryk af statuen på sin endelige plads.

I 1908 blev den færdige "store Gefion" opstillet og indviet på Langelinje, hvor selve opstillingen var finansieret af skibsreder Marius Nielsen fra Solgaarden.
Og som tak derfor modtog skibsreder Nielsen dette lille broncestøbte forstudie til "Gefion", som blev opstillet i Solgaardsparken ved Strøby Egede.

Anders Bundgaards lille støbte model af Gefionspringvandet, havde skibsreder Marius Nielsen stående i Solgaardens park.
Men "Lille-Gefjon" blev ikke stående i Solgaardsparken, men fulgte med i handlen, da Københavns kommune i 1946 købte Solgaarden, og statuen blev sidenhen flyttet til Bispebjerg, hvor "lille-Gefion" stadig står.

De fire ørne fra toppen af tårnet, som Karen Bramson fik bygget bag ved villaen, har overlevet omkring 100 års begivenheder.
Solgården er væk, og Tårnet er væk, men ørnene har overlevet, og er placeret på en platforn ud mod Stevnsvejen.

Kilder og henvisninger:

Her er brugt almindelige fysiske opslagsværker, men også Internettet, men kun i begrænset omfang Wikipedia.
Så vidt muligt er der angivet kildehenvisninger i teksten herover, og/eller tilføjet links til kilde.