Køge.

Fortidens fotografer i Køge.

Den 30. december 1917 har Østsjællands Folkeblad nederst på forsiden i spalte 5, en artikel med overskriften "Lidt om Fotografien", som fortæller lidt om datidens og fortidens fotografer i Køge, og som var skrevet af pseudonymet "En gammel Køgenser".

Artiklen nævner ikke alle fotografer, men de væsentligste, og fra artiklen kan der opsummeres følgende fotografer: Lidt mere om de nævnte fotografer vil langsomt blive tilføjet.

Tangmosevej.

På et byrådsmøde i Køge, for lige netop 100 år siden, onsdag den 5. marts 1924, blev det vedtaget at kalde den nye vej på Nordre Strand for Tangmosevej.

Efter et langt liv, med mange uforudsete omveje, blev Køge igen mit hjemsted.
Som helt lille dreng kom jeg ofte her til byen, fordi mine gudforældre boede her. De have ingen børn selv, og min mor havde for mange, så mine gudforældre ville så gerne eje mig, have mig, men det blev ikke til noget.

Min far, og hans forfædre, er fra Skovbo-egnen, bønder og husmænd under Giesegaard.
Samt fra Stevns, hvor hovedparten af bønderne og husmændene som brugte tilnanvet "Gynge" er blandt mine forfædre.
Peder Jensen Gynge, som var en af de første nybyggere i det af Gjorslev Herregaards nyoprettede og ny-udstykkede Strøby Egede, er min tre gange tipoldefar.

Harald og Inger, mine gudforældre, arbejdede på Gummifabrikken Codan.
De boede ikke langt fra Codan, i et lille hus for enden af Tangmosevej, hvorfra det frie løb ned til stranden, dengang kun var hæmmet af meget store mængder opdrevet tang, som det som barn var en udfordring at kæmpe sig igennem.
Og når man endelig nåede ned til vandkanten, så skulle man langt ud før vandet nåede selv en lille dreng op til knæene.

Hjemme fra Næstved var jeg blevet proppet ind i lokaltoget, med besked på ikke at flytte mig fra sædet.
Hvad der fascinerede mig mest på togturen, var alle telefontrådene som fulgte toget på telefonmasterne langs jernbanesporet. Jeg forsøgte at tælle dem, men husker ikke hvor mange jeg nåede op på, omkring 50 måske?
I Køge hentede min gudfar Harald mig på Køge Station, og proppede mig ned i sidevognen på hans Nimbus, med besked på at blive siddende stille.
Som større dreng cyklede jeg og nogle kammerater af og til her til Køge, fra Næstved. For dengang var verdens største sportsbegivenheder ikke Europa eller Verdensmesterskaberne, men derimod forboldkampene mellem Næstved og Køge fodboldklubber.
Og fandt opgøret sted i Køge, så måtte det overværes.

Naturen ved Gammelkjøgegaard.

Forfatteren Palle Rosenkrantz skrev en af Danmarks første kriminalromaner, og gav den titlen: "Hvad Skovsøen gemte". Titlen er jo genial, for den sætter straks fantasien i sving.
Og romanens indledning svigter heller ikke, for handlingen begynder med at fortælle om nogle unge, som i foråret 1902, drog en tur til en af de nordsjællandske skove, til bredden af en skovsø. Den unge dame i selskabet tager en stor sten og smider den højt til vejrs, og med et plump falder den ned i skovsøen. Stenen må på sin vej mod søens bund have "rusket op i noget", for et øjeblik efter dukker der et lig op på søens overflade.

Jeg holder meget af egnen omkring Gammelkjøgegaard, hvor der stadig er delvis uberørte steder. Denne her lille skovsø ved foden af Claras Kirkegård er dog ikke helt "uberørt", for det er et populært mødested, og pausested. Ved søbredden er der anlagt en bålplads, og der er opstillet en bænk. Skovens vandrere, jo også hele skoleklasser, bruger stedet som samlingssted.
Trods denne popularitet, er selve søen stadig uantastet skovsø. Et par blishøns har slået bo, og her trives stadig smådyr og insekter, og myggelaverne danser i vandoverfladen, og frøer kvækker.

Køge i coronatiden, januar 2021.

Min daglige cykel-motionstur denne almindelige torsdag var ind til Køge. Byen var stort set øde og lukket og forladt.
Jeg havde mindelser om min barndoms påskedage i Næstved. I 50-60'erne var alt lukket i påsken. Både underholdning af enhver art, og også biografer, og samtlige butikker. Intet var åbent i påsken dengang.
I dag virkede Køge ligeså som dengang. I Brogade på fotoet herover, et af byens hovedstrøg, anes kun en enkelt kørende bil samt nogle ganske få fodgængere.

Og i dag har Regeringen ikke kun udsat en forsigtig åbning, men også strammet forbuddene mere op! Dette kan ganske enkelt ikke fortsætte således, og en videreførelse af nedlukningen vil begynde at ramme den enkelt hårdt.
Personlig satser jeg på at genoptage lidt af mine gøremål i begyndelsen af marts, og jeg har også hørt andre udtrykke det samme.

Mod Lille Skensved efterår 2020.

Om kun et par år er denne udsigt fortid.
For under ti år siden var vejen her blot en almindelig gammel landevej, som nu er "opgraderet" til denne trafikvej, med cykelstier. Og på de nu tomme marker til højre på fotoet, lå der på strækningen over til Lille Skensved fire små bondegårde, som de sidste par år er revet ned, og ethvert spor fjernet.
Køge kommune har besluttet at her skal være by, og har planlagt kæmpebyggerier i området.
Uden for billedet, helt til venstre for fotoet, ligger den helt nye togstation Køge Nord, som minder om noget fra fremtiden, og som også kun er et par år gammel. Og man kan tilsyneladende ikke have en station, uden også at have en by, så nu begynder man at bygge den nye by.

Det er egentlig ganske uhyggeligt. Alle råber op om mere grønt, og mere natur, og det ødelægger man så her. Der skal plantes mange by-træer i nåhøjde, for at kompensere for alt det man destruerer i dette område!

Køge By og fæstningsanlæg i 1659.

Kobberstik af Køge by med fæstningsanlægget fra tiden under den 2. svenske Karl Gustav-krig 1658-60.
Kortet tilskrives Samuel Freiherr von Pufendorf (1632-1694), og grev Erik Jönsson Dahlbergh (1625-1703), og er udgivet af Christoph Riegel (1648-1714) i 1697.

Lokale links: