Første vinterdag ved Køge Å.

De sidste par indkøb skulle nås inden middag, men en kort pause var der tid til, her under misteltenen på hængepilen ved Køge Å.
Køge Å er stadig en lille flod, og fyldt godt op med vand til åbrederne, efter stormfloden for et par uger siden, samt den megen regn siden da.

Et besøg i Kalundborg.

Et lille hyggeligt ærinde i Kalundborg blev afsluttet med et glas IPA i Cafe Novo i Kordilgade 17 (på fotoet: huset med den grønne markise).

Glasskulpturen, "Vandkunsten" af Britta Madsen og Søren Gøttrup, som lokalt har været et stort diskussionsemne, står skråt overfor Cafe Novo, hvor Vænget udmunder i Kordilgade.

Stormfloden i dagene omkring den 20. november.

Den voldsomme storm de sidste par dage har presset vandet op i Østersøen, med højere vandstand på de østvendte danske kyster til følge.
Som det kan ses på fotoet, så er alle strandengene her ved Køge Bugt oversvømmet, og således også vejen ud til "Revlen". På fotoet kan skimtes en person, som, iført waders, prøver at forcere vandmasserne ud til "Revle-Kiosken".

Lidt til venstre, udenfor fotoet, har den lille bæk Humlebækken sit udløb i Køge Bugt. Også i denne lille bæk er vandet presset så meget op, at den er tæt ved at gå over sine bredder. Kommunen har for at forhindre/begrænse dette, spærret åens udløb ved broen under Køge Landevej med sandsække, så Øresund ikke kan presse mere vand op i bækken, med oversvømmelser i området til følge.

Teatro Regio i Parma fejrer Verdis fødselsdag.

I anledning af Verdis 210'års fødselsdag sender OperaVision en optagelse fra Verdi-Festivalen på Teatro Regio i Parma, i aften, tirsdag aften den 10. oktober, klokken 20:00 CET.
Koncerten ligger på OperaVision, og kan opleves, eller genopleves, indtil onsdag den 10. april 2024.
Der bliver sunget arier fra Aida, Don Carlo, Ernani, Macbeth, Nabucco og Otello.
Verdi boede i nærheden af Parma, så mange af hans operaer har været uropført her.

Et gammelt foto føjet til samlingen.

Et foto fra omkring 1900-tallet, "taget" af Køge-fotografen Harald Kaiser i hans atellier i Nørregade 10.
I fotografiets historie dukker Harald Kaisers navn op en hel del gange, og nogle af hans fotos kan også findes på nettet. Men meget om ham selv er det svært at finde, så jeg vil tilføje det jeg selv har kendskab til.
Omkring år 1900 begyndte der at dukke annoncer op fra Kaisers foto-atelier i Nørregade 10 i Køge.
Annoncen her til venstre er fra bagsiden af Østsjællands Folkeblad, torsdag den 28. december 1902 (to/trediedele nede i spalte 2).

Johan Harald Georg Kaiser blev født tirsdag den 22. september 1876, i Lynge sogn i Sorø amt.

Faderen var "Banemester" Johan Gottlieb Kaiser, og moderen var den niogtrediveårige Kirstine Davine Mathilde Frederiksen.
Dåben fandt sted i Lynge Kirke året efter, to dage efter Kristi Himmelfarts dag i 1877, lørdag den 12. maj.

Harald Kaisers forældre boede i et af "Frederiksberghusene", hvor faderen var "banemester" ved "Frederiksberg Station" ved Sorø (i vore dage blot Sorø Station).
En "banemester" var personen som var ansat af jernbaneselskabet til at være praktisk ansvarlig for en del af togstrækningen og jernbanestationen, og som også førte tilsyn med vedligeholdelse, samt håndteringen af jernbanevognene, og påfyldning af vand og kul på lokomotiverne, osv. En "banemester" var chef for en jernbanestations ansatte "banemænd".

Harald Kaisers far, "banemesteren", Johan Gottlieb Kaiser, var født i Glogau i Schlesien, en by som i hans tid var tysk (i vore dage polsk). Området var dengang et enormt kul og minedistrikt, med en stor stål og jernindustri.
Netop i Schlesien, hvor faderen kom fra, var der blevet anlagt en 600 kilometer lang jernbane (påbegyndt 1841), som forbandt Schlesien med Pommern i Nordtyskland.

Da den første danske jernbanelinje skulle anlægges, kom der en del tyske jernbanearbejdere til Danmark, for at medvirke med arbejdet, hvor første delen mellem København-Roskilde åbnede i 1847, og fortsættelsen Roskilde-Korsør i 1856.
Man må aldrig gætte i slægtshistorie, men en tanke kunne være, at Harald Kaisers far kan have været blandt disse tyske jernbanearbejdere, som under arbejdet her i Danmark forelskede sig i en dansk pige, og giftede sig med hende?

Fortsættelse følger.....
Jeg vil samle det jeg ved om fotograf Harald Kaiser på en selvstændig webside, samt tilføje nogle flere kildehenvisninger.

September. Begyndende efterår.

Efteråret tegner lovende, og en del aktiviteter er planlagt.
Nogle af de projekter jeg var begyndt at involvere mig i, er/var desværre afhængig af "Facebook", og dette sociale medie vil jeg ikke underlægge mig. Så jeg må fremover være mere kritisk, og målrettet, og forud undgå alt hvad der baserer sig på et medlemskab via Zuckerbergs webside.

i den kommende uge, på Grundtvigs fødselsdag, er Claras Kirkegård åben, så Grundtvigs grav vil denne dag være målet for et besøg.
Og svampesæsonen har været i gang et stykke tid.
Deciderede svampeture har jeg endnu ikke nået, men jeg har alligevel været heldig at finde nogle markchampignoner et par gange. Men jeg har sat to mærker i kalenderen, hvorpå jeg har skrevet svampeture, og jeg vil begge steder tage en lille kurv og fotoapparatet med mig.

Verdis "Requiem" i Operaen på Holmen.

Det var for at ære den afdøde italenske national-romantiske forfatter Alessandro Manzoni, at Verdi komponerede sit "Requiem". Manzoni døde i 1873, og året efter blev dette Requiem opført første gang.

Fredag aften aften, den 25. august, var det over 20 år siden at jeg sidst hørte det værk opført live. Dengang, for godt tyve år siden, var det i Domkirken i København.

Det var en blandet oplevelse at komme til og fra Operaen netop denne fredag aften, for busstoppestedet ved Operaen var lukket. Vistnok delvis på grund af "den nye park", som dagen efter skulle åbnes og indvies ved siden af Operaen. Så valget blev at "stå af" Metroen på Christianshavns Torv, og spadsere "derud" til Operaen, forbi Christiania.

Til min forbavselse var publikum blandet, både ældre og yngre, så jeg frygtede "det værste”! For requiem’et varer små halvanden time, og det kan for mange unge være meget lang tid at sidde stille i. Men min frygt var helt ubegrundet, alle var musestille under hele koncerten, og kun et par spage host og en enkelt mobiltelefon hørtes undervejs.

Sangerne var sopranen Guanqun Yu, mezzosopranen Judit Kutasi, tenoren Seok Jung Baek og bassen Alexander Vinogradov.
Dagbladet Politiken fremhævede, i sin anmeldelse dagen efter, især tenoren Seok Jung Baek, hvorimod jeg var mere imponeret af mezzosopranen Judit Kutasi, hvis stemme i alle tonelejer, også i de dybe, var præcise, ensartede, klare og tydelige. Men alt i alt var alle fire sangere gode.
Hele værket blev godt og gennemsigtigt dirigeret af Bertrand de Billy, og var en imponerende oplevelse.

Havnefærgen var indsat efter koncerten, og sejlede os over til Nyhavn.

Alessandro Manzoni blev født i Milano, og levede der mellem 1785 og 1873.
1814 flyttede Manzoni tilbage til Milano, til Piazza Belgioso på Via Manzoni, sammen med sin schweizisk fødte hustru Louise, og levede her til sin død i 1873.
Et pudsigt sammentræf var siden, at da Verdi selv døde 28 år senere, i 1901, boede Verdi på Grand Hotel, som ligger på Via Manzoni 29 i Milano.

Her i Danmark er Manzonis forfatterskab ikke meget kendt, men eet værk bliver dog af og til trukket frem og citeret fra, og det er romanen "De trolovede" ("I Promessi sposi").
I denne roman fra 1823 er der et afsnit hvori Manzoni malerisk fortæller om pestens hærgen i Milano omkring 1630, hvor brudstykker fra dette afsnit ofte bliver brugt i forbindelse med beretninger om pestens historie.

Billedet herunder viser et af de midler som bystyret i Milano tog i brug for at bekæmpe pesten. Man håbede på at røg fra store bål kunne udrydde sygdommen.
Det var selvfølgelig utroligt naivt.

Men da koleraen hærgede i København, lidt over tohundrede år efter, i 1852, så affyrede man kanonerne, som stod rundt på Københavns Volde, ud fra samme naive håb, at krudtrøgen, når den drev ind over det indre København, kunne stoppe koleraens hærgen.

"Villa Sitka" i Hundigeparken.

Det er et meget sørgeligt syn der møder en, når man gør et stop her på Hundige Strandvej, for at kaste et blik på denne engang fordums herlighed, "Villa Sitka".
Stedet er helt vidunderligt, med en kæmpepark der rækker helt ned til stranden.
Indtil for en 5-10 år siden blev bygningen endnu brugt til besøg af børnehaver, men mange års kommunal vanrøgt har efterhånden sat sine tydelige spor, og har nu efterladt ejendommen klar til nedrivning.

I mange år var villaens skæbne engang imellem fremme i lokal-medierne, uden at det ændrede noget.
Lokalhistorisk er der skrevet en del, og på arkiv.dk ligger der et over 100 år gammelt fotos af villaen, af "Sitkas" forside set fra strandsiden.

Naturens forunderlighed.

Mange steder, ja næsten overalt, blomstrer den vilde gulerod i denne tid. Gulerodens skærm kan bestå af langt over 1000 små hvide blomster, og inde i midten af disse sidder der en enkelt, ja kun een enkelt, lille mørklilla blomst.

Den gode sommer fortsætter, og alle medier skriger op. Enten er det for varmt og tørt, eller også er det for vådt, og igen er truslen om Golfstrømmens retning oppe og vende.
Men det er længe siden der har været bekymringer fremme om ozonhullet, men det skal nok komme. For de sidste par uger har påstandene om UFO'er og marsmænd igen haft en renæssance, og disse påstande er der næppe dukket nye beviser op om.

Skælskør en sommerdag.

Kommer man til Skælskør med bussen fra Næstved, havner man her foran denne triste og forfaldne bygning som ses på fotoet herover, og som engang var Skælskørs stolthed. Her hvor busserne nu har holdeplads, lå forhen jernbaneskinnerne ved Skælskørs Jernbanestation, hvortil togene i den første halvdel af 1900-talet bragte mennesker og varer og velstand til og fra byen.
Øde og trist virker stedet i vore dage, og ikke mindst nedrivningstruet.
Men går man nogle få hundrede meter ind mod havnen og byen, så er indtrykket af Skælskør et helt andet, for Skælskørs gode lystbådehavn bringer liv og turister til byen, hvilket gør byen til en åben og venlig købstad.

Mit ærinde i Skælskør var i lokalhistorisk øjemed.

Gråvejr og lidt regn i Helsingør.

Et besøg i Helsingør skal altid omfatte en tur forbi denne skulpturgruppe, som jeg altid har fundet henrivende.
Men før Rudolph Tegner overhovedet var færdig med "Brønden", begyndte kritikken. F.eks. skrev Holbæk Amts Venstreblad mandag aften den 26. juni 1911, nederst i spalte 4, på side 2: For 100 år var "gruppen" blevet opstillet i Kongens Have i København, men københavnerne kunne ikke lide den, så Tegner fik den tilsidst flyttet til Helsingør. Og da gudskelov for det, for ellers havde den formentlig for længst været blevet skrottet.

Sankt Hans på "Revlen" i Ølsemagle fredag den 23. juni. .

Rigtig mange var kommet til begivenheden, hvor det flotte bål kulminerede sammenkomsten denne smukke juniaften.
En tak til "Kulturfuglen" for dette vellykkede arrangement.

Ifølge traditionen brænder vi hekse af på denne aften, men det burde være anderledes, for Sankt Hans er den danske betegnelse for Johannes Døberen, hvis liv fik en helt anden dramatisk afslutning.

Johannes Døberen var ham hvis hoved Herodes datter Salome forlangte serveret på et fad.
I Markus Evangeliet, i vers 21 og til og med vers 25, fortælles der, her kort refereret, at: Dette dramatiske emne har fascineret mange kunstnere, malere, digtere, forfattere og komponister.
Oscar Wilde skrev skuespillet "Salome", som igen inspirerede Richard Strauss til operaen "Salome".
Operaen "Salome" er, og var, højdepunktet og afslutningen på den vestlige verdens tonale musik, så alt efter "Salome" er i bedste fald kun gentagelser.
På YouTube ligger endnu brudstykker af Strauss' "Salome" i indspilningen med Maria Ewing i hovedrollen. Ingen har endnu overgået hende i denne rolle.

"De vilde blomsters dag".

I dag, søndag den 18. juni, er det "de vilde blomsters dag".
Forskellige steder i landet er der arrangeret gratis ture med vejledning "ud i naturen".
Her i køgeområdet har Danmarks Naturfredningsforening et arrangement: "Vilde blomsters dag i Ejby".

Ellers står det skralt til med naturen her på Østsjælland, hvor offentlige landbrugsmaskiner hærger de fleste grønne pletter. Devisen synes at være, at beplantninger på flade arealer er maxhøjden 15 cm, og træer ned i nåhøjde. Og de tidligere landbrugsarealer bliver omdannet til "natur", med småbeplantninger der skal foregive at ligne skov, med mange små runde søer, som har svært ved at udvikle sig til at være små naturlige søer.
Jeg har forgæves kigget efter liv i disse små søer de sidste par år, men forgæves.
Men jeg må dog tilstå, at jeg i går, for første gang i flere år, blev stukket af en myg. Så et eller andet sted må der befinde sig et naturligt vandhul, hvor myggelaver kan trives og udklækkes?

Hadeplanten over dem alle i den danske natur er Bjørneklo, og sæsonen for kampen mod denne vederstyggelighed begynder nu.
Både i offentlig regi, og med Danmarks Naturfredningsforenings medvirken, er der oprettet "Bjørnebander" som kan kæmpe mod fjenden.
Og alle midler tages i brug, ikke kun forsøger man at grave planten op, men også gasbrændere og gift er set i anvendelse mod planten.
 
Bjørneklos farlighed er stærkt overdrevet, idet kun personer som i forvejen er overfølsomme for solens stråler, kan få udslæt af saften, og desuden skal visse omstændighed være til stede for at det sker.

Ydermere er Bjørneklo slet ikke alene med at forårsage dette problem, idet andre af de store skærmplanter, under de samme specielle omstændigheder, kan give visse personer udslæt, f.eks, Kvan.
Så Kvan er nu efterhånden også helt forsvundet under jagten på Bjørneklo.

Bjørneklo blev i gamle dage regnet som en lægeplante.
Og Kvan-marmelade og Kvans sukkersyltede stængler var engang delikatesser.

Så jeg opfordrer hermed til at stoppe jagten på disse smukke skærmplanter. Bliver de for mange, skal de selvfølgelig holdes nede, men den nuværende hetz er uværdig og unødvendig, og minder om en nyreligiøs bevægelses hadefulde aktiviteter.

Fra et besøg i Nakskov.

Nakskov er en lille forunderlig og hyggelig købstad at besøge. I den indre by er mange husrækker bevaret, i de gamle smalle gader og stræder, fra tilbage fra omkring 1900-tallet.
Og byen har tillige beholdt en stor del af handelen i den indre by, så der er en mængde butikker i de små ejendomme.
Er der tid til overs, så bør man altid afslutte sit besøg i byen, med at gæste det gamle traditionelle sted, "Annes Bodega", som kun ligger ca. 10 meter fra Torvet ad Søndergade. :-)

Jeg har altid været facieret af dette lille springvand foran jernbanestationen, og i mange år bildte jeg mig ind at det var en ål, som fiskehejren havde i næbet, selvom den originale titel påstår noget andet.
Arkiv.dk fortæller at kunstneren er ukendt, samt at springvandet blev indviet i 1905.

At statuen af Victor Cornelins, som ses til venstre på fotoet, vender højre side mod springvandet, og dermed mod købstaden, og kigger mod Øst, er der sikkert en god grund til, men jeg kender den ikke.
På grund af sin skæbne, så dukker Victor Cornelins navn stadig op af og til, og han er således også aktuel i vore dage.

I 1905 afholdt Tivoli en stor Koloniudstilling i koncertsalen, som skulle vise og omhandle Island, Grønland og Færøerne samt de Vestindiske Øer. Og fra de respektive kolonier skulle nogle få indbyggere demonstrere husflid og håndværk og levevis m.m.
Alt var sat ind for at gøre det hele så spektakulært som muligt, så ved de enkelte landes udstillinger havde teatermaler Carl Lund malet væggene med motiver fra de respektive lande, og ydermere blev udstillingen åbnet under overværelse af kongen, Christian den 9.
Fra de Vestindiske Øer skulle der fremvises en helt lille "slavefamilie".
Men udstillingen kom "ikke godt fra start". De nordlige kolonier, især islændingene, gjorde vrøvl over at skulle udstilles, og sidestilles, sammen med negere.
Ydermere blev skibet fra Skt. Croix, som skulle ankomme med negerfamilien, forsinket, så de kunne ikke fremvises ved udstillingens åbning. I stedet opsporede man nogle få allerede herboende negerkvinder, og indlemmede dem i Koloniudstillingen, indtil de "rigtige" endelig nåede frem til København.
Imellem disse forsinkede "importerede personer" fra Skt. Croix, var to negerbørn, en lille pige og en lille dreng. Sidstnævnte var Victor Cornelins, som efterfølgende fik en uddannelse, og som levede mange år af sit liv som en afholdt viceskoleinspektør i Nakskov.

Ved Trylleskoven, mellem Solrød og Karlslunde.

Indtil det, som i vore dage hedder Gammel Køge Landevej blev anlagt i begyndelsen af 1900-tallet, så lå flere af disse kyststrækninger ud mod Øresund hen som delvis hede, og var et udyrket vildnis.
Forsøg med beplantning fungerede ikke, hvilket Trylleskoven er et af eksemplerne på. Fyrretræerne som blev plantet her, og som ellers kan vokse hvor som helst, kunne heller ikke vokse her langs Øresundskysten, men blev forkvaklede og små og "eventyragtige". Deraf navnet Trylleskoven.

Overfor Trylleskoven er der nogle ganske små arealer hvor Nikkende Kobjælde vokser, og blomstrer og sætter frø. Trods megen færden på arealerne gror disse lidt sjældne vilde blomster stædigt på dette sted, år efter år.
Kobjælden var en af fortidens lægeurter, og brugt mod forskellige sygdomme og skavanker.

Også i homøopatien var planten meget anvendt.
Homøopati er en helbredelsesmetode som nogle mener virker ved at påføre "mere af det samme", eller forklaret enkelt med det gamle udsagn: "med ondt skal ondt fordrives".

I perioder dukker denne helbredelsesmetode op, og i 1913 blev der ligefrem bygget et Homøopatisk Hospital på Drosselvej på Frederiksberg. Dette hospital er forlængst nedlagt igen, og i årene efter fungerede bygningen som hjemsted for Frederiksberg Børnehospital.
Ejendommen eksisterer stadig, men er i vore dage ombygget til lejligheder med privat beboelse.

I "Homøopatisk Hus- og Familielæge" udgivet 1892, på side 85, skriver den homøopatiske læge Oscar Hansen om brugen af udtræk fra kobjælde bl.a.:

Emmerich Kálmán koncert i Blågårdskirken på Nørrebro.

Koncerten finder sted i KoncertKirken på Blågårds Plads, på Nørrebro i København, i morgen søndag den 21. maj klokken 14.00. Det er OperetteKompagniet som står for koncerten, og som hermed hylder Emmerich Kálmán.

I efteråret 1913 blev Scala genåbnet efter en ombygning, og fremover skulle Scala, foruden revyer og anden underholdning, også være et operetteteater. Og en af de første operetter var Oskar Nedbals ”Polsk Blod".
”Lyt til valsen her” var/er denne operettes charmerende melodi: ”Slyšte jen, jak ten valčík zní”, som Jakub Pustina og Katarzyna Mackiewicz her synger og danser.

I vore dages Danmark er Nedbal helt ufortjent glemt, til trods for at han har en snært af tilknytning til Danmark, for blandt hans kompositioner er en H. C. Andersen ballet ”Fairy Tale Ballet in 7 scenes”, som har "fortælling" af Ladislav Novák og Jaroslav Kvapil.
Sidstnævnte, Jaroslav Kvapil, er interessant, for han havde skrevet, efter et ferieophold på Bornholm, teksten til Antonín Dvořáks eventyropera ”Rusalka”, delvist efter H. C. Andersens eventyr ”Den lille Havfrue”.

Heller ikke navnet Emmerich Kálmán siger ret mange noget i vore dage, men han var for 100 år siden en meget elsket og skattet komponist, også her landet.
Kálmán-successen i Danmark begyndte på Scala Teatret i 1917, hvor man opførte Kálmáns operette "Czardasfyrstinden".
Scala teatret lå overfor Tivoli indtil helt op i nutiden, på Vesterbrogade i København, på stedet hvor de tre runde kontor-tårne for nogle få år siden blev stablet op, og som kvalte hele området.

Sideløbende med premieren på Scala havde teaterdirektør Axel Jacobsen, med sit omrejsende provinsteaterselskab, erhvervet sig rettighederne til at opføre Czardasfyrstinden rundt om i Danmarks provinsbyer. Så hurtigt efter premieren var det hele landet som nynnede med på Kálmáns melodier.

Czardasfyrstinden på Scala, og i provinsen, blev en kæmpesucces, som blev efterfulgt af mange andre operettesuccesser, komponeret både Kálmán, men også af andre af datidens store komponister.
Operetteperioden i Scala varede indtil efteråret 1930, hvor Scala "gav op" og lukkede. Efterfølgende blev alle Scalas rekvisitter, indbo, kulisser, garderober, og alt, fra stort til det mindste, solgt ved en stor spektakulær offentlig auktion som varede i to dage, hvor alle kunne erhverve sig et minde fra den svundne tid.

"Arbejdernes internationale Kampdag".

Så mødes arbejderne i Fælledparken i dag. Arrangementerne er sat til at begynde 12.30.
Jeg, vi, mødte op igennem mage år, og turen var at betragte som en familiedag, og ofte skete der også noget uventet, som kunne more eller undre. :-)
Jeg tilføjer et foto derfra senere.

Arrangementet indledtes med Oskar Hansens "Naar man ser et rødt flag smælde". Det er jo sangen der synges ved alle socialdemokratiske sammenkomster, og sangen er pudsigt nok, lige netop 100 år gammel i år.
For 100 år siden, i august 1923, afholdt DSU sit Kredsstævne i Brønshøj Tivoli, og til dette møde skrev Oscar Hansen denne sang.
Brønshøj Tivoli var dengang et lille forlystelsessted på hjørnet af Frederikssundsvejen, og Brønshøj Torv, hvor der foruden forlystelser også blev afholdt mange arrangementer, herunder dette kredsmøde.

Dette års første-maj-møde, 2023, var på mange måder en lidt underlig oplevelse.
Alt var velorganiseret, ensartede hvide telte sat i pæne rækker, samlet i små grupper med langt mellem hinanden, her var ingen tegn "på spræl". Det var tydeligt, at modstand og trods mod det bestående, og en eventuelt kommende revolution, ikke ville få sin begyndelse her i disse velordnede faste rammer.

Og dagens oprindelige hovedtaler, den eneste med "ben i næsen" i det sjak, Lizette Risgaard, var jo blevet smidt ud af de røde fagforeninger, for at have taget et par unge mandlige partimedlemmer på bagdelen! Så den nye unge, nu mandlige, leder holdt hovedtalen, som indeholdt de sædvanlige traditionelle vendinger, den sædvanlige svada. Det vil sige de gamle evigt gentagne floksler og floskler og floskler, som ingen længere tager anstød af.

Selve Socialdemokratiet havde ikke været indbudt i Fælledparken, så partiet afholdt sit eget isolerede 1. maj-møde i Arbejdermuseets sal. Med Statsministeren som taler, og med det korrekte inviterede publikum.
Her kunne heller intet gå galt!
Man kan så grunde over hvorimellem forbindelsen mellem arbejderbevægelsen og Statsministeren er?
Er det kun makrelmaden som efterhånden holder os sammen?

"Ud at se med DSB".

Et at de største problemer ved at være "kommet op i årene" er tiden, som føles, og som er, kortere og kortere.
Nogle dage i Jylland, afsluttet med i besøg i Aalborg, svandt væk, hurtigere end jeg havde planlagt. Så jeg havde kun en timestid alene i Aalborg, før jeg skulle med DSB hjem igen.
Træt og udkørt vandrede jeg ikke ind i byen og fik fotograferet lidt, men gik over vis a vis stationsbygningen, og Bonnesens Christian den 9., og ind på Mallorca Bar på John F. Kennedys Plads, og drak mig en god øl.
Det var klogt, for turen hjem varede hele 6 timer med DSB, fordi der var, og havde været, mange aflysninger, så kun een togstamme skulle betjene rejsende mellem Jylland og Sjælland.

Forårstegnene pibler op af jorden.

Denne forårsbebuder herover, kan findes næsten overalt i landet. En the lavet af en håndfuld af de hvide blomsterblade, giver en egen smag og en ægte velduft af natur. Og de øverste friske grønne blade er velegnede i en salatblanding.

Demonstration foran Christiansborg.

Danmarks lastbilchauffører havde bebudet en stor demonstration foran Christiansborg, i protest imod de kommende flere nye afgifter. Men i modsætning til hvad TV har vist af lignende protester i andre europæiske lande, så var dette her en meget "spag affære".
Men måske er det meget forståeligt at så få dukker op, for hvem demonstrerer man for eller imod? De gamle højre og venstrepartier har jo slået sig sammen, så ingen, eller kun meget få politikere, vil kunne påvirke, endsige ændre, midterpartiernes beslutninger.

Dagen begynder med flot sol!

Jeg er ikke en ret god kristen, men er en stor tilhænger af traditioner. Så jeg glæder mig over disse helligdagspauser mellem hverdagene.
Derfor synes jeg også at det er en meget stor fejl, at den woke lyserøde regering har afskaffet Store Bededag fra næste år. Der bør derfor arbejdes på at få "Bededagen" genindført.

Folkekirkens webside kan fortælle lidt mere om Palmesøndag, end jeg. :-)

En glemt sanger, og et stykke verdenshistorie.

Jeg har altid været teatertosset. I mine unge år var vi abonnenter i Det kgl. Teater, og hjemme privat i de unge dage, var det ”dukketeatret” som optog os. Her som gammel er det teaterhistorie der fascinerer mig.

Dette sjældne, og helt unikke gamle postkort her til venstre, fandt jeg på ”Fyns Frimærkehandels Webside”.
Postkortet er en del af et lidet kendt hændelsesforløb omkring, og kort efter, første Verdenskrigs afslutning.
Så da min teaterinteresse her kolliderede med min interesse for den russiske revolution, og første Verdenskrigs afslutning, så måtte jeg eje dette postkort. :-)

Verdenskrigen var ikke slut, da den russiske Oktoberrevolution fandt sted i 1917.
Indtil revolutionen havde Rusland to politiske fløje:

Og:

Da Lenin vendte tilbage til Rusland, kort efter revolutionen, i april 1917 i "det forseglede tog" fra Zürich, endte det med at han, og bolsjevikkerne, ret hurtigt vandt magten.
Det betød, at mange moderate russere, samt russere som støttede begge fløje, eller som blot var upolitiske, valgte, eller var tvunget til, at forlade Rusland.

En hel del af disse russere kom til Danmark, heriblandt var operasangeren Dmitri Dobkin, som i et interview hævdede at han selv var upolitisk.

Dmitri Dobkin opholdt sig i Danmark i ca. fire år, og gav mange koncerter her, og også i Sverige. Han afsluttede sit ophold i Danmark med en tourné rundt til mange af de jyske byer i 1920.
Da Dobkin herefter forlod Danmark, havde han, i de få år han havde opholdt sig her i landet, lært sig både at kunne skrive og tale dansk. F.eks. afholdt Dobkin et foredrag om musik i Studenterforeningen i København, på flydende dansk, den 28. april 1920.

Dobkin rejste til USA, hvor han havde en flot musikalsk karriere.

Dobkin var født i St. Petersborg i 1886, og døde i New York i 1953.

Der er en hel del mere at fortælle om postkortet, og om Dmitri Dobkin, så det vil jeg fortsætte med ved førstkommende lejlighed. :-)

Flot forårsvejr i Sydsjælland :-)

Var i Vordingborg i går mandag, for at hente en bog.
Der var her i Sydsjælland et strålende solskinsvejr, medens der i andre dele af landet blev fortalt om snevejr!
Museet, "Danmarks Borgcenter", var lukket denne mandag, hvilket mange museer har den første hverdag i ugen.

Så er vi i marts, og vejret har bestemt sig for forår. :-)

Dette lille marts-digt er skrevet af Holger Drachmann, og blev trykt i Middelfart Avis den 26. marts 1916.
Umiddelbart kan jeg ikke finde det nævnt i de forskellige Drachmann-fortegnelser.

Solgårdsparken ved Strøby-Egede.

Strandvejen, som fra Køge fører til Stevns, kan man et par kilometer ude svinge til venstre over mod Strøby Egede.
Lidt fremme efter svinget kommer man til et åbent område, hvor der til venstre er en umådelig flot udsigt over Køge Bugt, og til højre er der en lille park, hvor der står denne lille platform, som er flankeret af fire store ørne.

Denne lille "ørne-terrasse", med udsyn til Køge Bugt i baggrunden, er resterne af en svunden herlighed, det lille ”slot” Solgaarden, som i 1903 var blevet opført af forfatterinden Karen Bramson.
Disse "ørne" stod oprindelig øverst på en terrasse, på en lille tårnbygning bag ”slottet, og disse rester markerer i vore dage stedet hvor ”slottet” stod.
Karen Bramson var født med efternavnet Adler, og det kan være grunden til disse ørne.

Karen Adler blev født den 10. august 1875 i Taarbæk, lidt nord for København. Hendes fader var en velhavende tobaksfabrikant og tobaksgrosserer, med forretning i København, og med salg af tobaksvarer til hele landet, og også udlandet.

Frøken Adler blev allerede som knap 18-årig, i 1893, gift med lægen Louis Bramson, og fik sammen med ham en søn.

Karen Bramsons fader døde i 1902, så ens tanke er jo, at en del af arven efterfølgende er blevet brugt til opførelsen af dette spektakulære "sommerhus", omkring 1903. Karen Bramson var da kun omkring 28 år gammel.

På sit erhvervede jordstykke, købt af herregården Gjorslev, og dengang ikke langt fra det dengang næsten nyopførte Strandhotel, byggede Karen Bramson sit sommerhus, sit lille ”slot” kaldet ”Solgaarden”.
Her var og er der adgang til, og udsigt direkte over Køge Bugt, hvor man helt i det fjerne, og i meget klart vejr, kan skimte København.

Ved første Verdenskrigs begyndelse valgte Karen Bramson helt at forlade Danmark, og uden ægtemanden (de blev dog ikke skilt), slog hun sig ned i Paris, og Solgården blev efterfølgende sat til salg, - og solgt.

Karen Bramson døde i Paris den 27. januar 1936, og blev også begravet i Paris. Hun blev kun 60 år gammel.

Solgården blev revet ned i 1986. Men parken er heldigvis blevet bevaret som et åbent, og offentligt, område.

Karen Bramson tilhørte det absolut bedre borgerskab, og var ikke kvindesagsforkæmper. Så derfor er hendes forfatterskab, samt fortællingen om hende selv, til dels gået i glemmebogen. Nogle af hendes skuespil og noveller er dog i de senere år blevet genudgivet som e-bøger.

Så er der allerede gået godt en måned af det nye år!

Januar har på mange måder været en begivenhedsrig måned. Og vintermåneden har samtidig været mild, med en temperatur på omkring, og lidt over, frysepunktet. Så måneden bød på mange gode milde dage.

Og her fem dage inde i februar, blev der afholdt en demonstration foran Christiansborg rettet mod regeringens nedlæggelse af Store Bededag (som i år falder på den 5. maj).
Det er blevet hævdet, at over 50.000 demonstranter dukkede op her på Slotspladsen.
Bededagens nedlæggelse har mødt stor kritik fra næsten alle sider, og det er da også en uigennemtænkt og fjollet beslutning. Om formålet med nedlæggelsen var det oprindelig bebudet, at Statens forventede overskud fra den ekstra arbejdsdag skulle bruge til at finansiere den kommende besluttede krigsoprustning!
Hvordan det lykkes, står hen i det uvisse.
Og oveni dette, så har Krigsministeren nu lagt sig syg på ubestemt tid!

OperaVision sender Wagners "Parsifal" som live-konsert.

Wagners Parsifal bliver sendt som livekoncert fra Norge om to uger, lørdag den 21. januar fra klokken 16:00 CET.
Koncerten med Bergen Philharmonic Orchestra bliver dirigeret af Edward Gardner, og det er Stuart Skelton som synger Parsifal og Ricarda Merbeth der synger Kundry.

Det er den norske millionær hr. Trond Mohn som har sponsoreret denne Parsifal.

Denne Parsifal fra Norge er til alt held en koncertopførelse, så man slipper for nutidens sædvanlige woke operaopsætninger, hvor man skal overvære sangere i hverdagstøj rende forvirrede rundt på scenen imellem ”stålstativer og fire stole”.

Første gang jeg oplevede Parsifal, var på Hamborgoperaen henimod midten af 1970’erne, hvor det var René Kollo der sang hovedrollen. Siden blev det til Parsifal på Det kongelige teater omkring 1990, med Poul Elming som Parsifal.

Så begynder det nye år 2023.

Så begynder vi igen på et nyt år.
Personligt er jeg meget optimistisk, og jeg glæder mig til det kommende nye år, for alt forløber vel for mig. Men for samfundet, og for landet, og for hele Verden, ser fremtiden meget dyster ud.

Kort før jul, december 2022.

Adolphe Adams ballet "Giselle" fra OperaVision.

Som en lille julegave, så sender OperaVision Adolphe Adam ballet "Giselle" 2. juledag klokken 15:00 CET, fra The Polish National Opera and Ballet.

Adolphe Adams musik til Giselle, en ballet som kan betegnes som "balletten" over alle balletter, er særdeles charmerende.
Jeg har haft lejlighed til at være blandt publikum ved flere opførelser. Første gang jeg så Giselle, var i den filmatiserede version som Falkonerteatrets biograf på Frederiksberg viste midt i 1960'erne. Denne version var filmet under Bolshoj Ballettens gæstespil på The Royal Opera House i Covent Garden i London i 1957.
Hovedrollerne i filmen blev danset af Galina Ulanova og Nikolai Fadeyechev. På YouTube ligger hele filmen og her er link til begyndelsen af filmversionen.

Gogols "Julenat".

Denne lille bog er en julegave til mig, som jeg sætter meget stor pris på. Tak. :-)
Gogol er en af de mange russiske forfattere, der altid har fascineret mig. Gogols fortællinger om sære eksistenser, samt almindelige dødelige sat i sære situationer er fascinerende, og var det især dengang jeg var helt ung.

"Julenat" kunne H. C. Andersen måske have skrevet? Men nej..., nok ikke denne "Julenat".
Gogols "Julenat" er et eventyr om heksen, samt om Fanden der stjæler månen en mørk vinternat så alt bliver sort, så Chub og borgmesteren må famle sig frem i snemørket for at finde kroen.
Samt om smeden Vakula fra Dikanka, som kun kan få sin udkårne Oksana, hvis han henter og forærer hende Zarinaens tøfler!
I 90'erne, hvor jeg havde besluttet at genoptage min dukketeatertradition, samledes vi et år og skabte Palle Rosenkrantz' "Sørensen og Rasmussen". Denne flotte bedrift skulle have været fulgt op af en premiere på operaen "Trold kom ud af din hule", samt Gogols "Julenat".
Men... men... men...!

Danmarks Radio havde engang i 1960-70'erne, dengang DR også var en kulturinstitution, dramatiseret Gogols "Julenat". Resultatet var et fantastisk hørespil som DR forhåbentlig engang i fremtiden vil gøre tilgængelig på Nettet.

Den russiske komponist Rimsky-Korsakov’s havde i slutningen af 1800-tallet fået øje på Gogols fortælling "Christmas Eve", og komponerede en opera baseret på æventyret, med lidt tilføjet og indlagt russisk folklore.
Tchaikovsky havde da allerede komponeret en opera over Gogols fortælling “Vakula the smith”, men af respekt for Tchaikovsky, så fik Rimsky-Korsakovs version først premiere efter Tchaikovskys død i 1893.

OperaVision viste den 3. december Oper Frankfurt's version af Gogol og Rimsky-Korsakovs "Christmas Eve", men desværre med nutidens elendige scenografi. Og denne opførelse ligger på Nettet indtil den 3. januar 2023.

Den russiske forfatter Nikolai Vasilievich Gogol (1809–52) blev født og voksede op i Velyki Sorotjyntsi i Poltava-guvernementet, som dengang var en del Zarens Rusland, men som i vore dage er en del af Ukraine. Og fra datidens Ukraine hentede Gogol mange af de personligheder han skrev og fortalte om.

Postkortet her til venstre er interessant, fordi det er et feldtpostbrevkort fra en tysk soldat, sendt hjem til Tyskland. Tiden er begyndelsen af 1. Verdenskrig, hvor krigen på Østfronten rasede.

At få et sandfærdigt upyntet overblik over Ukraines historie gennem tiderne og op til nutiden, kan ikke gøres kortfattet.

Om Ukraine er der at tilføje, at denne krig aldrig skulle have været påbegyndt, samt at de involverede parter, også Vestlige parter, burde pålægges at begynde at opfordre til fred, i stedet for at blive med at sende våben... og våben... og våben.
Denne Ukrainske stedfortræderkrig er en krig som Ukraine ikke kan vinde, og som for Ruslands vedkommende, den 2. af Verdens største stormagter, ikke kan tabes.
Så min opfordring til alle de involverede parter er: begynd at snakke fred, i stedet for at fortsætte med at optrappe med mere krig og krigsmateriel.
Ikke kun Rusland er skyldig, men alle som deltager direkte eller inddirekte i krigen er også skyldige. Så stop, og lad 2023 blive fredens år.

The International opera-awards 2022.

Denne årlige begivenhed finder sted i år på Teatro Real, som ligger på Plaza Isabel midt i Madrid.
Teatro Real blev sidste år valgt som det bedste teater i Verden, og som derfor i år er hjemstedet for The International opera-awards 2022.

OperaVision sender nu på mandag den 28. november 2022, klokken 19:30 CET, fra begivenheden i Madrid.

Efteråret er helt vidunderligt.

Nu på tirsdag, den 1. november, afholdes der folketingsvalg.
Dette valg er et af de mest ligegyldige i mine leveår, for uanset hvad der stemmes på, så vil det ikke forandre noget, og vil igen resultere i ”mere af det samme”, og med de samme nedbrydende aktører.
Sørgeligt nok!

Men vejret er det endnu ikke lykkedes politikerne og metrologerne at ødelægge.
Og det er stadig CO² som er udråbt til den helt store djævel, som alle må og skal tilbede. Iltsvindet i Kattegat har dog været oppe og vende, men derimod er det for år tilbage meget omtalte og særdeles livstruende ozonhul i atmosfæren, fuldstændig gået i glemmebogen.

Det har været, og er stadig, et af de flotteste efterår i mands minde. Forhåbentlig får vi så nu en meget streng vinter, som kan gøre alle de klimatroende, som sværger til "religionen global opvarmning”, til skamme.

Så pibler svampene frem. Det er blevet efterår.

Hvis vejret arter sig en dag i den kommende uge, så er tiden inde til en svampetur i efterårsskoven. Vejret har været helt perfekt i den seneste tid, med både lidt regn og varme, så det bliver helt sikkert muligt at finde så tilstrækkelig mange svampe, at en stuvning, efter hjemkomsten, godt kan dække et par stykker ristede franskbrød.

Trods det fortsat gode vejr, så er efteråret begyndt.

Så er sommeren og ferietiden forbi, og dagene er allerede aftaget med ca. 4 timer og 50 minutter!

Også hele august var en vidunderlig sommermåned med mange solskinsdage.
Vejret trodsede helt de frelste woke meteorologer, som undervejs har spået om global opvarmning og Verdens undergang. Så politikernes påståede klimakrise, nutidens store ny-religiøse bevægelse, har ikke haft de bedste kår!

Vi har en vidunderlig sommer i år.

Trods det flotte, men også afvekslende sommervejr, som året indtil nu har budt på, så er det min opfattelse at naturen i år har budt på langt færre insekter og sommerfugle, end i de mange tidligere år.
Men forhåbentlig tager jeg fejl.

Gummifabrikken CODAN i Køge.

Teksten på reklamekortet fortæller: Jeg er fra lille af vokset op med gummisko og støvler fra Codan.
Især var jeg glad for gummiskoene, som var lette og behagelige at have på, i sammenligning med datidens træsko, eller datidens lædersko med tykke og tunge såler, som dengang ydermere var forsynet med jernbeslag på hæl og tå for at forlænge holdbarheden.

Mine gudforældre boede her i Køge, og som lille var jeg ofte på besøg hos dem. De arbejdede begge på CODAN, så alle mine jule og fødselsdagsgaver fra dem var altid "nyttige ting" fra "Gummifabrikken".

Mange af fabriksbygningerne fra den i 1960'erne lukkede gummifabrik Codan på Københavnsvej 104 eksisterer stadig, og "Den hvide By" fungerer i vore dage som en slags storcenter med mange selvændige butikker og forretninger, og er et dejligt åbent og lyst og imødekommende område at handle i.

Et godt eksempel på at ikke alt nødvendigvis behøver at udvikle sig til det værre.

I år for 150 år siden!

'Kjøge og Omegns Dagblad' skriver på side 2, onsdag den 13. november 1872, denne lille notits om stormfloden som havde hærget egnen: Det var ikke kun egnen her omkring Køge som blev oversvømmet, men alle de østlige kystegne, samt Falster og meget store dele af det sydlige Lolland, og videre Østersøen rundt. Så dette stormflodsmærke, her på den gamle landevej til Ølsemagle, er kun et blandt flere, som blev opstillet i kystegnene omkring Østersøen til minde om tragedien.

Om fotoet.
I dag, på en "Mors dag", skal der drikkes morgenkaffe ledsaget af rigtigt bagerbrød. Så på turen til bageren, forbi mindesmærket, faldt den tidlige spæde morgensol perfekt ind fra siden på stormflodsstenen, således at de indhuggede bogstaver i stenen lå i skygge, og derfor var meget tydelige. :-)

Tur til København.

Lørdag - på en slentretur gennem København. For mange år siden havde jeg i nogle år min bopæl her i dette område, så det er hjemmevant at færdes her.
Alt i "byen" nærmer sig det normale, mødte ikke en eneste der stadig bar maske. Dagen endte med et lille restaurationsbesøg, hvilket ikke har været muligt de sidste par år grundet coronarestriktionerne.

I dag søndag er tiden gået med at følge det franske valg, som ikke uventet blev vundet af Emmanuel Macron. Resultatet af dette valg vil selvfølgelig få enorm betydning for hele Europa, men om genvalget af Macron er godt eller skidt, kan kun tiden vise.
Desværre er mere af det samme ofte ikke bedre, men forhåbentlig er man blot for pessimistisk.

Påsken 2022.

Vejret fortsætter med at være pragtfuldt!
Jeg er ikke religiøs, men jeg kan godt lide traditioner.
Jeg kommer ikke i den lokale kirke, men blev alligevel rørt over at kirken, med præsten og menighedsrådet i spidsen, sendte mig en fødselsdagshilsen da jeg sidst fyldte rundt.
Det er mit indtryk at det er en god kirke med mange aktiviteter og med et stort sammenhold.
Coronatiden er jo forbi, så efter et par års nedlukning s der er igen de sædvanlige åbne gudstjenester i Ølsemagle Kirke.
Og Kirken har fået en ny og såkaldt moderne webside, med store overskrifter og billeder "der blinker", og som sikkert også er god på mobilen. :-)

Så er foråret over os. :-)

Foråret er begyndt for hurtigt i år - vinteren har været for kort! Og tiden iler for hurtigt når naturen vil det sådan. Men... men, der kan godt nå at komme lidt mere vinter. Vejrudsigten for i dag siger risiko for slud og snebyger, samt glatte veje!

Statuen på Georg Brandes Plads,

De flotte krokusbede, som igennem mange år har prydet nogle af plænerne i Kongens Have, er sparet væk, og det med en dum forklaring.
Og toiletterne under en af pavillonerne ud mod Gothersgade, som har været toilet i næsten 100 år, bliver nedlagt og ikke renoveret - hvorefter toiletterne bliver fyldt op med jord!
Men trods Københavns Kommunes skadevirkninger nyder jeg stadig et lille ophold på en af bænkene i 'Haven', men at alt bliver mere og mere sølle lader sig hverken skjule eller fornægte.

Georg Brandes var meget europæisk orienteret, og havde truffet Max Klinger på en kunstudstilling i Berlin i foråret 1878, hvor Brandes havde set nogle af Max Klingers tegninger, heriblandt nogle fra serien "Parafrase over en fundet handske". Denne billedserie blev efterfølgende udgivet, og på archive.org kan et af billederne, "The Locale", ses.
Hjemkommen igen til København skrev Brandes nogle artikler om Max Klinger og hans kunst.

Det blev til et nærmere bekendtskab mellem de to, og under et længere ophold hos Klinger i Leipzig i 1902, skabte Max Klinger en buste i marmor forestillende Brandes.
Marmorbusten blev efter færdiggørelsen udstillet i Leipzig i 1903. Men først tre år senere blev busten forevist i København, på Den fries Udstilling i foråret 1906. Udstillingskataloget ligger som en pdf-fil på Kunstbibliotekets webside.
Kritikken i dagbladene var ikke ubetinget positiv, og nogle mente endda at busten slet ikke lignede Brandes.
F.eks. skrev Jyllands-Posten den 1. april 1906 en artikel om Den fries Udstilling, og nævnte heri også Klingers buste: I vore dage kan det undre at man dengang ikke syntes at busten lignede Brandes, for netop bustens udseende er sådan man i vore dage forestiller sig Georg Brandes.

Max Klinger var født i Leipzig den 18. februar 1857, og han døde af et hjerteslag i den 5. juli 1920, 63 år gammel.
Max Klingers "muse" og model i tiden omkring århundredeskiftet var forfatteren og digterinden Elsa Asenijeff, hvis liv endte trist.
Nogle af Klingers grafiske arbejder, ejet af The Metropolitan Museum of Art i New York, kan ses på museets webside. Blandt de der viste billeder er et mere fra samlingen "Paraphrase on the Finding of a Glove".

Websiden er blevet flyttet!

Min webside har fundet ny bolig hos NordicWay. Så i den forbindelse sker her nogle ændringer, idet jeg vil rette og forsøge at forenkle koden og opbygningen af websiden. Det er et større projekt som vil vare i nogen tid.

Ikke alle de tidligere artikler bliver medtaget, og det er tanken er genoprette mit tidligere lille salg af overflødige bøger og billeder. Ligeledes vil jeg igen forsøge mig med et beskedent debatforum.